FODRING OG BRUNST
Foråret er for mange tiden, hvor næste års avl af føl skal planlægges. Der studeres hingste, stamtavler, præstationer, beskrivelser og følbedømmelser for at sikre, at man får valgt den helt rigtige hingst til hoppen.
Når valget er taget – ventes spændt på hoppens brunst, så man kan komme i gang med inseminering.
Vigtigt er det derfor, at hoppen er top-tunet til at komme i fol.
Skal hoppen ifoles, skal fodringen være optimal. Der stilles egentlig ikke særlige krav til fodringen – bortset fra at den skal være tilstrækkelig og velafbalanceret.
HULD
Hoppen skal være i passende foderstand – huldkarakter 5 – og være dækket ind med energi, protein, vitaminer og mineraler. Hverken overforsyning eller underforsyning er tilrådeligt.
ENERGI
Brunster og ægløsninger er energikrævende processer, der kræver, at hoppen tildeles nøjagtig det antal foderenheder, hun har brug for – hverken mere eller mindre. En mager hoppe har svært ved at komme i fol – hendes brunster bliver mindre tydelige og uregelmæssige, og der skal ofte flere insemineringer/brunster til ved magre hopper før man opnår drægtighed. Hoppen må helle ikke være overvægtig, da dette også kan give problemer i forhold til ifoling. Start i god tid inden påtænkt foling med at få hoppen i passende huld. Sæt ikke hoppen på slankekur under ifoling.
PROTEIN
Protein er en meget væsentlig faktor for at opbygge og udvikle æg, der er i en optimal kondition for befrugtning. Ved proteinmangel i foderet kan man opleve manglende ægløsninger eller at æggene er ikke udviklet optimalt. Man kan ikke se på hoppen, om hun mangler protein – man bliver nødt til at beregne en foderplan for at kunne vurdere, om hoppens proteintildeling er tilstrækkelig, i underskud – eller om hun bliver overforsynet. Overforsyning medfører, at hoppen skal bruge betydelig energi på at udskille det protein, den ikke skal bruge – energi, som den burde bruge på en god brunst i stedet.
Græs indeholder sædvanligvis protein af høj kvalitet og med et højt lysin indhold. Lysin er en af de vigtigste aminosyrer i protein.

VITAMINER OG MINERALER
Hoppen skal være dækket ind med vitaminer og mineraler i de korrekte forhold til hinanden – men der stilles ikke særlige krav i forbindelse med brunst og ifoling.
E-vitamin, betacarotin og selen har væsentlig betydning for en god brunst. Selen er et mikro-mineral, der er vigtigt for en høj frugtbarhed. Selenmangel kan resultere i svage brunster eller tidlig embryo-død.
PROBLEMHOPPER
Har man en såkaldt ”problem-hoppe” – en hoppe, der ikke viser tydelig brunst eller har svært ved at komme i fol, er der dog nogle næringsstoffer, det er godt at have fokus på.
E-vitamin er vigtig for en optimal funktion af æggestokke og livmoder. Slimhinden i livmoderen skal være i topform, når den skal modtage et befrugtet æg og virke som vækstmedie for det kommende føl. Også betacarotin (forstadie til A-vitamin) har en vigtig funktion i forbindelse med ifoling.
Hvis man ønsker en tidlig ifoling – før hestene kommer på græs, skal der være fokus på disse vitaminer. Grovfoderet indeholder ofte ikke tilstrækkelige vitaminer sidst på vinteren – da vitaminerne er flygtige og dermed har en dårlig holdbarhed i grovfoderet. Et tilskud af betacarotn og E-vitamin kan i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt.
GRÆS
Er hoppen kommet på græs, vil hun i løbet af 6 uger være dækket ind med både betacaroten, E-vitamin og ikke mindst protein og skal derudover blot have sit normale vitamin- og mineraltilskud. Græs indeholder protein af høj kvalitet samt rigelig energi(Foderenheder).
Men som hovedregel – hvis hoppen har normale, gode brunster og sædvanligvis er nem at ifole, behøver man ikke sørge for andet end en god afstemt foderplan.

Held og lykke med det kommende føl.